Når et billede tages, belyses det gennem objektivet.
Afhængigt af motivet kan der være meget eller lidt lys til stede. Der er f.eks. stor forskel på en sommerdag på stranden og en efterårsdag indenfor.
Blænde
Det menneskelige øje er så smart indrettet, at pupillen trækker sig sammen, når der er meget lys, og udvider sig, når der er lidt.
Den samme mulighed har digitalkameraet. Dette kaldes ”blænden”.
Blænden er det hul i objektivet, der lukker lys ind i kameraet.
Blændestørrelsen betegnes med den lidt specielle skala: 1 – 1,4 – 2 – 2,8 – 4 – 5,6 – 8 – 11 – 16 – 32. De laveste værdier har den største åbning og slipper derved mest lys ind på en gang. For hver gang blændeværdien stiger, halveres lysmængden (og omvendt).

Blænde
Grunden til at det overhoved er interessant at beskæftige sig med blænden er, at jo mindre blændeåbning (og derved højere blændeværdi), jo større ”dybdeskarphed” får billedet (alt andet lige).
Dybdeskarpheden betegner den del af billedet foran og bagved hovedmotivet, der bliver skarpt.
Hvis man f.eks. tager et landskabsbillede med et motiv i forgrunden, kræver det en høj blændeværdi (f.eks. 16) for at få baggrunden skarp.
Er man omvendt interesseret i at isolere motivet, så der er ikke kommer unødvendige detaljer med, kan en lille blændeværdi med fordel bruges. Dette ses ofte ved portrætfotos.
Lukkeren
Lukkeren er den del af kameraet, der bestemmer, hvor lang tid en optagelse skal tage - også kaldet lukkertiden. Under normale forhold drejer det sig om brøkdele af et sekund.
På en solskinsdag kan lukkertiden være 1/500 sekund, mens den indendørs kan være 1/16 sekund.
Under meget dårlige lysforhold kan lukkertiden komme op på flere sekunder. Rystede billeder fremkommer, når lukkertiden er for lang til, at man kan holde kameraet stille.
Lukkertiden afhænger dog ikke kun af lysforholdene. ISO-værdien og blænden spiller også ind.
Lukkertid og ISO-værdi hænger sådan sammen, at hvis ISO-værdien fordobles (fra f.eks. 200 til 400), kan lukkertiden halveres. Ligeledes gælder der, at hvis blændeværdien rykker et trin ned (fra f.eks. 8 til 5,6) kan lukkertiden igen halveres.
Ved motiver der bevæger sig meget hurtigt (f.eks. biler), kan det være nødvendigt med en hurtig lukkertid. Der må man gå på kompromis for at få et skarpt billede og vælge en høj ISO-værdi og en lav blændeværdi.