Kameratasker findes i alle størrelser og modeller - fra de mindste, der kun lige kan indeholde et lille kompaktkamera, til store modeller, hvor man kan medbringe flere spejlreflekskameraer, et hav af objektiver, et stativ samt alt andet fotoudstyr.
Hvilken model, man skal vælge, er en afvejning af størrelse og vægt op imod, hvor meget den skal beskytte samt kunne indeholde.

Stor kamerataske
Hvis udstyret skal transporteres under mere ekstreme forhold, vil en kuffert i metal eller hård plast være en god ide. Ellers vil man normalt kunne klare sig med en taske med en god foring.
Det er naturligvis rart at kunne medbringe alt sit udstyr, men man skal også være realistisk. Det er ikke altid praktisk at skulle slæbe rundt på en stor taske.
Hvis man rejser i udlandet, får det desuden én til at ligne en turist; og derved et oplagt mål for tyveri. I sådan tilfælde kan man overveje en (diskret) kamerarygsæk i stedet. Der er også den fordel, at man så har begge hænder fri.

Kamerarygsæk
Inden man køber, skal man undersøge, hvor nem tasken er at få op.
Den skal være tilpas svær at få op til, at tyve ikke uden videre kan stjæle fra den. Men samtidig skal den være tilpas nem at få op til, at man selv kan komme hurtigt til kameraet.
Det hjælper ikke noget, at man ser de gode motiver, hvis de er forsvundet, inden man har fundet kamera frem.