At tage gode billeder med flash er en noget nær en kunstart. Derfor vil brug af flash normalt kun være en nødløsning. Som regel vil den naturlige belysning være væsentlig bedre. Det er dog ikke altid, at det kan lade sig gøre at nøjes med det eksisterende lys. I de tilfælde har flashen helt klart sin berettigelse.
Ekstern flash
De fleste kameraer har indbygget flash, men der er store fordele forbundet ved at købe en ekstern flash.
Canon Speedlite 580EX
En ekstern flash har væsentlig større rækkevidde end den indbyggede flash. Derved kan man oplyse et større område. Det er dog stadigt vigtigt at huske på, at selv en ekstern flash ikke er en mirakelløsning, der giver mulighed for at oplyse store områder som f.eks. en hel fodboldbane. Når flashen monteres på kameraet, bliver afstanden mellem lampe og objektiv større end ved det indbyggede flash. Dette mindsker risikoen for røde øjne væsentligt. Noget af det, der sluger mest af kameraets strøm, er brug af flash. Da den eksterne flash bruger egne batterier, mindskes dette problem. Omvendt er det så til gengæld vigtigt at medbringe ekstra batterier til flashen.
Anvendelse af flash
Flashens belysningsvinkel kan ændres, så den passer til billedvinklen (som f.eks. vidvinkel eller tele). Jo smallere vinklen er, jo kraftigere er flashens styrke. Dette hænger godt sammen med, at når man bruger tele (hvor vinklen er smallere), er motivet oftest længere væk, hvorved der kræves mere lys.
Nikon Speedlight SB-600
Hvis flashen fyres af lige i ansigtet på en person, vil man ofte opleve at lyset er for hårdt og der kommer kraftige skygger. Dette kan afhjælpes, hvis flashhovedet kan vippes og drejes, således at lyset kastes mod loft eller væg inden det rammer motivet. Derved bredes lyset ud over et større område og blødgøres, inden det rammer motivet. Denne mulighed er der kun med ekstern flash. Endelig har de mest avancerede flash en masse indstillingsmuligheder og avancerede lysmålinger, der i den sidste ende giver bedre billeder.
Montering af flash
For at kunne montere et eksternt flash skal kameraet have en sokkel. Da det ikke er tilfældet på de mindste kompaktkameraer, må man her klare sig med den indbyggede flash.
Flash-sokler til Nikon, Canon og Minolta
Når flashen sidder i soklen, kommunikerer den med kameraet via elektriske kontakter. Monteringen af disse kontakter er forskellig fra kameramærke til kameramærke. Man kan derfor kun bruge en Canon flash i et Canon kamera, en Nikon flash i et Nikon kamera osv. Enkelte uafhængige flashproducenter kan dog levere flash, der er tilpasset de enkelte mærker. Desværre et en ekstern flash ikke billig. Man skal nok regne med et par tusinde kroner for en god model.