Spejlreflekskamera

For få år siden var digitale spejlreflekskameraer (også kaldet SLR-kameraer) forbeholdt professionelle fotografer, da prisen lå på den forkerte side af 100.000 kroner.

Dette ændrede Canon på, da de i 2003 introducerede deres EOS 300D til en pris på under 10.000 kroner.

Kort efter fulgte andre store kameraproducenter, og pludselig var det muligt for en amatør at få fingre i et noget nær professionelt kamera til en pris, der var til at betale.

Selv om kompaktkameraerne giver gode billeder, er spejlreflekskameraet for dem, som ønsker det bedste.

Ulempen er noget større dimensioner og vægt, men til gengæld får man også højere kvalitet i sine billeder.

Bedre billedsensor

En vigtig årsag til den højere kvalitet er billedsensoren, der registrerer billedet.

I et spejlreflekskamera er billedsensoren større end i kompaktkameraerne, hvilket giver mere lysfølsomhed, flere billeddetaljer, flere farvenuancer og mindre digital støj. Kort sagt bedre billeder.

Canon spejlreflekskamera

Canon spejlreflekskamera

Flere indstillinger

At spejlreflekskameraet henvender sig til professionelle og krævende amatører kan ses på mulighederne for manuelle indstillinger.

Det er stadig muligt at køre på automatik, når man kun vil koncentrere sig om motivet. Men man har også mulighed for at pille ved detaljer i forbindelse med optagelsen, som ikke engang de dyreste kompaktkameraer giver.

Spejlreflekskameraets skærm bruges kun til at se de allerede optagede billeder. På grund af kameraets opbygning, er det som regel ikke muligt at se motivet på skærmen.

I stedet skal man kigge på motivet gennem søgeren som med et filmkamera. Om man opfatter det som en ulempe, er nok en smagssag.

Udskifteligt objektiv

Den væsentligste forskel mellem et kompaktkamera og et spejlreflekskamera er dog, at objektiveter udskifteligt, hvilket giver en stor frihed ved fotograferingen.

Objektivet er en væsentlig del af et digitalkamera, da det er det, der ”tegner” billedet. Derved har man også mulighed for at vælge, hvor meget man vil ofre i forhold til kvaliteten af det endelige billede.

Man kan starte med nogle få, billige objektiver og så løbende udvide med en større samling. Prisen for et objektiv svinger fra under 1000 kroner til væsentligt mere end selve kameraets pris. Som regel følges pris og kvalitet.

Objektivet skal være af samme mærke som kameraet (f.eks. Canon eller Nikon), hvilket gør, at man ikke umiddelbart kan skifte til et nyt kameramærke.

Er man ejer af et spejlreflekskamera til film, er det som regel muligt at bruge de gamle objektiver, så længe man holder sig til et digitalt spejlreflekskamera af samme mærke.

Endelig kan man købe ”uoriginale” objektiver fra f.eks. Sigma og Tamron, der er udmærket kvalitet og væsentlig billigere. Også her gælder reglen om, at modellen skal være tilpasset kameramærket.