Selvom alle digitalkameraer er forskellige, er der alligevel mange af funktionerne, der går igen fra model til model.
Det er uanset om der står Canon, Nikon, Sony eller noget helt fjerde.
Og heldigvis er funktionerne efterhånden så standardiserede, at de illustreres på stort set samme måde på alle kameraer uafhængigt af kamerafabrikat.
Det er derfor heller ikke det store problem at lære et nyt kameramærke at kende.
Digitalkameraets basisfunktioner
Sletning af billede
En af fordelene ved digitalkameraet er muligheden for at tage en masse billeder og så efterfølgende sortere de dårlige fra.
Dette kan gøres, når man har overført sine billeder til computeren, men hvis man allerede lige efter at billedet er blevet taget ved, at det ikke er godt, er der ingen grund til at gemme det, og derved optage plads på hukommelseskortet.
I det tilfælde kan man lige så godt slette det med det samme.
Omvendt gør den relativt lille skærm det også svært at se billedet ordentligt, så hvis man er det mindst i tvivl, er det bedre at vente til billedet er kommet op på en større computerskærm.
Når man vil slette billedet, trykker man på kameraets ”slette”-knap, der oftest er symboliseret ved en skraldespand.
Herefter vil man blive spurgt, om man er sikker på, at man vil slette billedet. Der er derfor ingen risiko for, at man ved et uheld kommer til at slette et forkert billede. Efter at man har bekræftet sletningen er der dog ingen vej tilbage.
Visning af billede
De fleste kameraer viser billedet i kort tid efter det er blevet taget.
Af mange forskellige grunde kan man ønske at se billedet igen, f.eks. for at sammenligne med andre billeder.
Dette gøres med ”visning”-knappen, der oftest er symboliseret med en afspilningsknap, som man også kender fra båndoptagere og CD-afspillere.
Når billedet bliver vist på skærmen, kan man navigere rundt i de billeder, man har taget.
På mange kameraer er det ligeledes muligt at zoome ind på enkelte dele i billedet, således at man kan checke skarpheden. Dette gøres på forskellige måder afhængigt af kameraet, men ofte vil det involvere kameraets zoom-funktion. Som regel vil det være symboliseret med en lup.
Flash
Når der ikke er lys nok, kan det være nødvendigt at bruge kameraets flash-funktion, da billedet ellers vil blive uskarpt.
Ulempen ved et motiv belyst med flash er, at stemningen ofte forsvinder.
Men hvis valget står mellem et billede med flash eller intet billede, er der jo kun en mulighed. Eventuelt kan man tage to billeder: et med flash og et uden.
Det er også vigtigt at huske på, at flashen kun har en begrænset rækkevidde på maksimalt 10-20 meter (afhængig af flashens styrke og den indstillede ISO-værdi).
Det er derfor ikke muligt at tage billede af motiver, der er langt væk, som f.eks. til koncerter. Det eneste man opnår, er at de personer, som befinder sig lige foran én, bliver fint belyst, mens scenen længere væk vil fremkomme alt for mørk.
Der er forskellige indstillinger for flashen.
Standardindstillingen er, at flashen automatisk fyres af, når der er behov for det.
Derved er man på den sikre side, men omvendt har man heller ikke meget kontrol over situationen selv.
En anden mulighed er derfor at slå flashen helt fra, således at den ikke fyres af selv i situationer med dårlig belysning.
Denne funktion kan f.eks. være relevant, hvis man har stillet kameraet på et stativ eller andet god understøttelse.
Den omvendte mulighed er tvungen flash, hvor flashen altid bliver skudt af.
Umiddelbart kan det måske være svært at se fordelen i forhold til automatisk flash, men der kan være lyssituationer, hvor det er relevant.
Et eksempel er ved modlys, hvor motivet er belyst bagfra af f.eks. solen. Her kan kameraets lysmåler ofte blive snydt, således at forgrunden bliver for mørk. Ved brug af flash klares dette problem.
Visse kameraer har også en mulighed for ”slow”-flash.
Her fyres flashen af, mens billedet fortsætter med at blive taget. Derved oplyses forgrunden af flashen, mens baggrunden bliver rigtigt belyst. Dette er normalt et særligt motivprogram kaldet “nattescene”.
Endelig er der mulighed for at bruge flashens ”rødøje”-funktion.
Røde øjne på et billede taget med flash er et stort problem. Når flashen bliver skudt af på normal vis, oplyses indersiden af øjnene, hvilket får pupillerne til at fremstå meget røde. Samtidig er de også meget store på grund af de mørke omgivelser, hvilket absolut ikke gør situationen bedre.
Flashen afhjælper dette problem ved at affyre et eller flere mindre lysglimt først. Dette får pupillerne til at trække sig sammen, og derved minimeres de røde øjne.
Ulempen er, at man ikke kan tage spontane billeder, da det jo tager et stykke tid fra man trykker på udløseren til at det sidste flashglimt er fyret af. Som regel kan man heller ikke helt undgå røde øjne. Der er dog ingen grund til at fortvivle over røde øjne, for de kan nemt fjernes i et billedbehandlingsprogram.
Målemetode
En af de vigtigste forudsætninger for at et billede bliver godt, er at lyset er målt korrekt. Dette er lysmålerens opgave.
I de fleste tilfælde er det ikke noget, man behøver at tænke nærmere over.
I visse situationer er der dog dele af motivet, der er vigtigere at få belyst korrekt, end andre. Når det er tilfældet, har man mulighed for at vælge målemetode.
Den ene metode er ”multisegmenteret måling” (også kaldet ”matrix måling”). Her opdeles motivet i et vist antal felter, der bliver målt for sig.
Måleresultaterne bliver samlet i kameraets billedchips, der analyserer informationerne ved at sammenligne dem med en database med lysmålinger fra tusindvis af kendte billeder. Målet er at finde en optagelse, der minder om den aktuelle måling, hvorved den rette lysstyrke kan bestemmes.
Et eksempel kan være et landskab med en blå himmel. Her vil de øverste felter være blå, hvorved kameraet kan gætte sig til, at det drejer sig om et landskab ved at sammenligne med optagelserne i databasen.
Multisegmenteret måling giver stor sandsynlighed for korrekt belysning, og det er derfor et godt standardprogram, specielt når hele motivet kan betragtes som lige vigtigt.
Omvendt skal man også huske på, at det er ren automatik, så mere specielle motiver kan blive helt forkert belyst.
Heldigvis er der også andre målemetoder.
En ”centervægtet gennemsnitsmåling” er en mere klassisk målemetode uden brug af indbygget intelligens i kameraet. Lyset måles i for hele motivet og den gennemsnitlige lysmåling beregnes.
Grunden til at det hedder ”centervægtet” er, at lyset i billedets centrum indgår med væsentlig større vægt end resten.
Logikken bag denne metode er, at den vigtigste del af motivet som regel befinder sig i centrum af billedet. Denne metode er derfor god ved f.eks. portrætfotos, hvor baggrunden som regel ikke er lige så vigtig.
En endnu mere præcis metode er ”spotmåling”, der dog også er den mest besværlige.
Her måles belysningen i en lille plet i midten af motivet. Derved er man ret sikker på, at den del af motivet bliver korrekt belyst. Omvendt er der ingen kontrol over belysningen af resten af motivet.
Denne metode er god i særlige belysningssituationer som f.eks. hvor en person befinder sig i modlys. Med de andre målemetoder vil personen ofte blive underbelyst, men med spotmåling er man sikker på, at personen bliver rigtigt belyst.
Drevindstilling
På de fleste kameraer er det muligt at vælge mellem enkelt og kontinuerlig optagelse. Forskellen ligger i, hvad der sker, når man trykker udløseren ned.
Hvis man har valgt standardindstillingen enkeltoptagelse, tages billeder og mere sker der ikke.
Har man til gengæld valgt kontinuerlig optagelse, fortsætter kameraet med at tage billeder, så længe udløseren holdes nede. Hastigheden samt det maksimale antal billeder afhænger af det enkelte kamera.
Som regel vil man vælge enkeltoptagelser, da det er mest relevant for størstedelen af motiverne. Samtidig risikerer man ikke at fylde hukommelseskortet med flere billeder af det samme motiv ved en fejl.
Der kan være situationer, hvor det er svært at trykke på knappen på præcis det rigtige tidspunkt.
Det kan f.eks. være ved motiver, der bevæger sig hurtigt eller ved fotografering af børn, hvor man ønsker at fange lige præcis det rigtige ansigtsudtryk. Her kan det være en fordel at tage en serie af billeder og så efterfølgende udvælge det bedste.
En lidt speciel udgave af den kontinuerlige optagelse, som mange dyrere kameraer har, er ”bracketing”. Her tages en række billeder, hvor en bestemt indstilling ændres en smule for hver optagelse. Dette kan være lysmålingen, hvidbalancen eller fokuseringen. Derved har man større chance for at få et teknisk perfekt billede.
Selvudløser
En af ulemperne ved at fotografere, er at man ikke selv kommer med på billederne. Det kan selvudløseren rette op på.
Kameraet stilles på et stativ eller et stabilt underlag, hvorefter udløseren trykkes ned. Derefter har fotografen et vist antal sekunder (oftest 10) til at komme ind foran kameraet.
En anden relevant brug af selvudløser er ved fotografering af motiver, der kræver lang tids belysning. Selvom kameraet står stabilt, kan der forekomme rystelser, når udløseren trykkes ned.
Her kan selvudløseren med fordel vælges, således at der er en vis forsinkelse mellem at udløseren trykkes ned, og kameraet faktisk tager billedet.
Ofte vil selvudløserfunktionen være at finde på samme knap som drevindstillingerne. På mere avancerede kameraer er det endvidere muligt at vælge, hvor lang forsinkelsen skal være, fra udløseren trykkes ned, til kameraer tager billedet.